I de senere år har frivillighed indtaget en vigtig plads på den politiske dagsorden, både blandt skiftende regeringer og i kommunerne. Et øget pres på den danske velfærdsmodel og et ønske om et aktivt civilsamfund har aktualiseret et behov for at inddrage civilsamfundet i velfærdsopgaver. Men hvad betyder den nye politiske dagsorden for frivilligheden – både i forhold til det frivillige sociale arbejde i udsatte boligområder, men også i forhold til frivillighedens rolle i nye samarbejdsrelationer med det offentlige?

I over et år har Det Boligsociale Fællessekretariat i et unikt samarbejde med Syddansk Universitet undersøgt vilkårene for frivilligt arbejde i udsatte boligområder. Tirsdag den 16. august blev resultaterne af undersøgelsen offentliggjort og debatteret af rådmænd, byrådspolitikkere og frivillighedsrepræsentanter fra Aarhus.

Rapporten konkluderer blandt andet, at den nyligt vedtagne medborgerskabspolitik i Aarhus Kommune indikerer en ny kommunal tilgang til sam­spillet mellem kommune og borger, hvor den enkelte borger tager del i, og føler ansvar for, lokalsamfundet. Den nye medborgerskabspolitik lægger op til en mere individualiseret og uorganiseret tilgang til frivillighed. Denne udvikling opfatter de frivillige foreninger som en udfordring.

Denne store forskel i forståelsen af og holdninger til begreber som frivillighed og medborgerskab bliver sat til debat. Rådmændene Bünyamin Simsek, Thomas Medom og Jette Skive vil blandt andet svare på, hvilke forventninger de har til de frivilliges involvering i kommunale opgaver.

Deltagerne på konferencen er en blandet gruppe af boligsociale medarbejdere, kommunale medarbejdere, repræsentanter fra frivillige organisationer, frivillige, studerende med flere.

 

Læs hele rapporten herunder eller se den som PDF:


Se slides fra Bjarne Ibsens oplæg herunder eller download Powerpoint filen:

 

Se slides fra Michael Fehsenfelds oplæg herunder eller download Powerpoint filen:

 

Sidst på konferencen rejste Bjarne Ibsen en række dilemmaer, perspektiver og spørgsmål, som debatten havde givet inspiration til:

  1. En del indlæg på konferencen handlede om de ord og udtryk, vi bruger for frivilligheden og frivilligt arbejde. Man bør skelne mellem bl.a.
    1. frivilligt arbejde, som normalt defineres som en ulønnet og frivillig handling, der udføres overfor andre end nærmeste familie og venner, som andre har gavn og glæde af, og som er organiseret eller planlagt.
    2. Bruger- eller borgerinvolvering som når man involverer forældre til børn på skolen, pårørende til ældre på plejecentret, og patienterne på sygehuset.
    3. Almindelig og spontan hjælpsomhed – som både kan være kortvarig og lidt længere varende, når forældre hjælper til ved et arrangement i fodboldklubben
      Måske kan det hele betragtes som et udtryk for forskellige former for medborgerskab.
  2. Frivilligt arbejde er også en ’pligt’. Man siger ofte, at ’frivillighed lever af lyst og dør af pligt’. Det er en problematisk måde at forstå frivilligt arbejde på. Masser af mennesker påtager sig frivilligt arbejde som en ’forpligtelse’ i forhold til noget, som betyder noget for dem. Derfor er det heller ikke noget, som de bare kan lade være med, hvis de ikke mere gider. Frivillighed uden en eller anden form for ’pligt’ giver ikke ret meget mening.
  3. I diskussionerne om et stærkere samarbejde mellem den frivillige og den kommunale sektor glemmer man ofte, at civilsamfundet – et andet udtryk for den frivillige sektor, foreningsliv og frivillighed – kun giver mening, hvis det er uafhængigt af den offentlige sektor. Der er i princippet ikke noget, som er helt uafhængigt, men så uafhængig, at det ikke mister sin selvbestemmelse. Dvs. selv bestemmer mål, metoder, organiseringsform, finansiering mv.
  4. Der tages mange velmenende initiativer fra kommunal side, hvor man gerne vil i dialog med borgerne, gøre noget for en gruppe, engagere frivillige, samarbejde med foreninger mv. Ofte benævnt som ’kommunale projekter’. De kritiseres for at være en konkurrent for foreninger og frivillige initiativer og for at løbe ud i sandet, når projektmidlerne hører op. Men mange foreninger og frivillige initiativer opstår ikke bare fra neden. De skabes – eller igangsættes – i mange tilfælde fra oven. Problemet er imidlertid, at de som regel ikke sigter på ’demokratisk selvorganisering’, hvor det er borgerne selv, der overtager og taget ansvaret. Det kunne / burde være et mål for de fleste af disse projekter.
  5. På konferencen blev kurser for og uddannelse af frivillige også diskuteret. Men forskning stiller spørgsmålstegn ved sådanne kursers betydning. Der er andre måder at lære på, fx internt i den enkelte forening eller i lokalområdet, ved at den frivillige har en ’mentor’ eller vejleder, eller ved at man etablerer et netværk af personer, der arbejder med det samme (fx kasserere).
  6. Aarhus Kommune – som mange andre kommuner – vil gerne styrke frivilligheden og fremme medborgerskabet. Men det forudsætter givetvis en relativ stor frihed uden for meget kontrol og styring ovenfra. Det går imidlertid imod en anden tendens i kommunerne, hvor evidens, evaluering, målstyring ol. vinder frem. Og det kan være svært at forene med i højere grad at lade borgernes interesser og engagement komme til orde. For tænk, hvis der ikke er evidens for det, som borgerne gerne vil, tænk hvis nu evalueringen viser, at de frivilliges indsats ikke har den betydning, som de frivillige selv tror, at de har.