Presseudklip — Artikel fra Århus Omegns Beboerblad:
Fyldt til åben hus i NØGLEN
Lørdag d. 26 august var der indvielse af NØGLENs nye lokaler, Elstedhøj 35 og da solen var fremme, var det mest af alt de dejlige udendørs arealer, der summede af de mange besøgende. Der var dækket op rundt om i haven, på terrassen og indenfor i de lyse og indbydende lokaler og bordene bugnede af kager, kaffe og kolde drikke. I NØGLEN er det ikke tilladt at nyde alkohol og man er heller ikke velkommen, hvis man er beruset. Og der skal heller ikke alkohol til at feste, det var tydeligt den dag i NØGLEN. Rådmand Kristian Würtz kom forbi og stod for den officielle åbning af de nye lokaler og Elstedhøjs nye legepladser. Han hyldede de frivillige og ildsjælene, der er medvirkende til at skabe gode rammer i byens boligområder og i særdeleshed i Elstedhøj. Mens børnene legede, gik snakken lystigt rundt omkring i alle hyggekrogene og der blev tændt op for de store griller. Langsomt bredte der sig en liflig duft af ristede pølser.