Årets pulje af boligsociale midler er blevet uddelt til ALBOA og Al2Bolig. Midlerne skal bruges til at styrke forebyggende indsatser i Viby C og Åbyhøj. Begge boligorganisationer havde nemlig søgt Aarhus Kommune om midler til forebyggende boligsocialt arbejde.
I Viby C skal der arbejdes med at styrke den sociale sammenhængskraft og fællesskaberne i områderne samtidig med, at der er fokus på øget sundhed, beskæftigelse og trivsel i familierne.
I Åbyhøj deles midlerne til indsatser i Åbyhøjgård og Vibyvej i Åbyhøj. På tværs af områderne vil de bruge Bydelsmødre til at styrke forældrenetværk og øge medborgerskabet, og herudover vil de understøtte den gode skolegang og sikre aktive ferie- og fritidstilbud bl.a. gennem lektiecafé i Frirum.
Hvert område modtager 100.000 kroner om året i de næste tre år til de forebyggende indsatser. De boligsociale midler er blevet uddelt af Aarhus Kommunes Styregruppe for Integration og Udsatte Bydele hvert år siden 2017.