Danmarks udsatte boligområder renoveres i disse år for milliarder. En del af områderne benytter renoveringerne til at få lokale ledige i praktikforløb, løntilskudsstillinger eller ordinære jobs. Drivkraften er velvilje og socialt engagement hos bygherre, entreprenør og håndværkerne på byggepladsen, og projekterne har tilsammen fået over 300 ledige ud på byggepladserne.
Det viser en ny undersøgelse fra CFBU, der har kortlagt renoveringernes beskæftigelsesfremmende tiltag i de udsatte boligområder. Undersøgelsen læner sig op af Byg Op’s erfaringer med at skabe den bedste synergieffekt mellem bygge- og renoveringsprojekter i Aarhus’ almene boligforeninger og foreningernes beboere. Byg Op er et bydækkende tilbud under Det Boligsociale Fællessekretariat, og hjælper kort sagt med at se muligheder og skabe et match mellem beboere, beskæftigelse og byggeri.
Tre af rapportens cases er fra Aarhus, hvor indsatser i forbindelse med renoveringer i Langkærparken, Nydamsparken og Rosenhøj fremhæves.
Specialkonsulent i CFBU Mette Fabricius Madsen, der er medforfatter til rapporten, fremhæver følgende pointer i rapporten:
- Det sociale engagement er den vigtigste drivkraft
- Den vigtigste drivkraft er det sociale engagement hos de deltagende parter og villigheden til at tage et konkret socialt ansvar hos både ledelserne og hos håndværkerne på byggepladsen. Vi blev bl.a. overrasket over, hvor åbne entreprenørerne var for at gå ind i projektet og give de udsatte ledige en chance på byggepladsen. Den tålmodighed og hjælp det kræver at inkludere de ledige, er afgørende for at projektet lykkes.
- Sociale klausuler ikke afgørende
- Byggefirmaerne er optaget af at undgå papirarbejde og måltal, der ikke nødvendigvis passer med den måde byggeprojektet skrider frem. Det virker bedre at give hinanden et uformelt håndslag på målsætningen om at få så mange ledige i arbejde som muligt, og så skabe gode rammer for håndværkerne på pladsen til at inkludere de ledige.
- God organisering kan gøre forskellen
- Kortlægning viser 16 boligområder, hvor man af den ene eller anden grund ikke har fået ansat nogle lokale ledige. Det er ærgerligt, fordi man ikke får udnyttet den velvilje, vi kan se hos byggefirmaerne. Der kan vi kun opfordre til at tage et kig på undersøgelsen, og tage ved lære af de områder, der er mest fremme i skoene.
Anette Nitschke fra Byg Op fremhæver i rapporten også, at Byg Op har gode erfaringer med at understøtte både frivillige aftaler og sociale klausuler, og oplever i praksis ikke stor forskel på de to aftaleformer: “Det væsentlige er, at der er en indsats, der understøtter entreprenørerne i at opfylde aftalen.”
Læs hele undersøgelsen som PDF.
Læs nyhed om undersøgelsen på CFBU.dk.